torsdag den 18. maj 2017

Referat af generalforsamlingen

Der er tirsdag den 9. maj 2017 kl. 17 afholdt generalforsamling i Foreningen De fem Halder.

Dagsordenen var denne:

1. Valg af dirigent
2. Formandens beretning om foreningens virke i det forløbne år
3. Fremlæggelse af den reviderede årsrapport til godkendelse
4. Fastsættelse af kontingent for det kommende år
5. Behandling af indkomne forslag
6. Valg til bestyrelsen (Jens Frydendal, Jesper Hjermind og Flemming Pedersen er på valg)
7. Valg af suppleant til bestyrelsen
8. Valg af revisorer
9. Eventuelt

Referat (ved Foreningens sekretær Jens Frydendal)

  
1. Valg af dirigent
Mogens Ditlev blev valgt.

2. Formanden beretning
Bestyrelsesmøder m.v.
Bestyrelsen har holdt fire meget livlige bestyrelsesmøder, hvor der har været en del gengangere af punkter på dagsorden.

Som et dagligt praktisk bindeled mellem projektet De fem Halder og det vindende arkitektfirma Erik Brandt Dam er nedsat den såkaldte bygherregruppe der mødes ca. en gang månedlig. Centerleder Peter Rannes er foreningen repræsentant i bygherregruppe, mens Jesper Hjermind repræsentere Viborg Museum og Viborg Kommune.

Herregårdsforsker Jonathan Finch fra York besøgte Hald sammen med en gruppe herregårdsforskere fra Gl. Estrup 9. november. Han var også på besøg  4. maj 2017 og var noget duperet over vores brug af minigravere - i England bruger de studerede.

Jesper Hjermind deltog i Deutsche Burgenverinigung  konference i Sydtyrol om adelskultur på middelalderborge. Både foredragene (alle på tysk) og udflugterne var meget spændende og inspirerende. Det var sjovt at se middelalderborge i fuldstørrelse, med bevarede køkkener, bageovne m.v.  – det er vi jo ikke vant til ude på Hald Ruin.

Afholdte medlemsarrangementer
Brunchturene gennemføres stadig med stor succes og bliver hurtigt overbookede. De gennemføres i en hyggelig og sjov atmosfære. Næste tur bliver 11. juni hvor det er 10. gang. Som tidligere lovet skal vi forøge at give medlemmerne af De 5 Halder et forvarsle i god tid, så i kan nå at købe billetter. 

Arkitekt Erik Brandt Dam fremlagde sine planer for De fem Halder på et velbesøgt åbent møde i Domkirkens Sognegård den 4. oktober 2016.

29. november 2016 holdt  historikeren Karen Elisabeth Stub et spændende foredrag om Krabbefamilien der i tre generationer levede på Hald.

Julestuen på Hald Hovedgaard var 4. december rammen om præsentation af Ole Færchs tre bøger om Halds lensregnskaber 1541 – 46. Ved samme lejlighed fortalte Ole Færch om bygningerne på Hald Slot.

Kommende arrangementer
Forfatteren Marie Helleberg udgiver til juni 2017 en bog om reformationen og bl.a. tilknytningen til Hald. Hun har tilbudt at lave en tur på Hald til november.

Foreningen vil sammen med Hald Hovedgaard indbyde til julestue første søndag i december med tre små fortællinger fra Halds lange historie. Det kunne være fortællingerne om en af Halds ejere Arkner og rockgruppen Rolling Stones eller den norske skibsreder og gullaschbaronen Steen Gibelhausen der ejede Hald fra 1919 – 1922 og som blev myrdet 1941 i Riga af de sovjetrussiske efterretningstjeneste NKVD.

Fremtidsværksted
Et af de tilbagevendende punkter på bestyrelsens dagsorden har været foreningens fremtid. På et af møderne gennemførte Vibe Wincklers et såkaldt fremtidsværksted. Vi er stadig midt i processen, så der er ikke nogle endelig resultater. Et delmål er dog et oplæg til at danne en eller flere frivillighedsgrupper – det vil Vibe orientere om senere under aftenens middag.  

Guidernes organisering og guidekursus
Om dette punkt sagde foreningens tovholder for guidning og uddannelse Jens Frydendal sådan cirka følgende:
Der må i fremtiden forventes øget interesse for at kunne skaffe guider på Hald, hvorfor foreningen har drøftet, hvilken rolle vi bør spille i den forbindelse. Vi har drøftet forslag fra en meget strømlinet model, hvor gæster kan henvende sig et sted og få tilbudt en standardguidning til fast pris over til en model, hvor alle, der tilbyder sig som guider, kan komme på hjemmesiden, så gæster frit kan vælge guide, omfang osv. Det vigtigste er, at alle der gerne vil have en guide let og ubueaukratisk kan få kontakt med den sådan. Vi holdt 8. marts et kursus med en lille halv snes deltagere. Vi forventer at arbejde videre ad det spor.

Hundrede billeder fra Hald.
Jens Frydendal holder sammen med Erling Greve og bl.a. Skovgaardmuseet gryden i kog med kunstprojektet med at omtale og gengivelse af  malerier fra Hald området.

Der var hverken spørgsmål, kommentarer eller opmuntrende tilråb til beretningen.

3. Fremlæggelse af den reviderede årsrapport til godkendelse
Foreningens kasserer Peter Rannes fremlagde regnskabet, som viser et underskud på 11.487,18 kr., hvilket på baggrund af vores egenkapital på 431.567,64 kr. er som forventet.

4. Fastsættelse af kontingent for det kommende år.
Kontingentet fortsætter med at være 100 kr. for enkeltmedlemmer og 500 kr. for virksomheder og organisationer.

5. Behandling af indkomne forslag
- af hvilke der ikke var nogen!

6. Valg til bestyrelsen
Jens Frydendal, Jesper Hjermind og Flemming Pedersen blev alle genvalgt for en 2-årig periode.

Valg af suppleant til bestyrelsen
Karen Elisabeth Stub blev genvalgt for en 1-årig periode

Valg af revisorer
Erling Greve blev genvalgt for en 2-årig periode.
Niels Ole Nopper blev genvalgt som revisorsuppleant for en 1-årig periode.

7. Eventuelt
Intet ud over en varm tak til dirigenten.


Efter generalforsamlingen gik vi i Parken for at besøge Daas Hald (Det 4. HALD) som i dagens anledning var kridtet op i terrænet. Et flot og inspirerende arbejde, der lagde op til mange drøftelser om indretning og fremtidig fremtræden, når det store projekt kommer til fremhævelse af netop den del af Halds historie.



Under middagen fortalte Vibe Winckles om bestyrelsens overvejelser om etablering af frivillighedsgrupper på Hald. Drøftelsen er kun lige begyndt, men vi hører gerne medlemmernes ideer til, hvordan sådan noget kan etableres og hvilke opgaver, der kan tænkes at være interessante for frivillige at engagere sig i.



Til slut redegjorde Steen Bonne Rasmussen for hvor langt projektet er kommet. Indtil videre lægges der grundige planer, med hvilke man er nået fra tilkørsels- og parkeringsforhold gennem ”modtagelsescenter” i Hald-laden til netop Parken og Daas Hald.









mandag den 9. januar 2017

KURSUS FOR HALD-GUIDER


I de kommende år bliver der øget behov for folk, der kan formidle de mange gode historier om de fem Halder.

Foreningen De fem Halder udbyder derfor nu et introduktionskursus for alle, der har ambitioner om på mere eller mindre professionelt niveau at guide folk rundt på Halderne.

Målet med kurset:
Deltagerne vil på kurset få mulighed for:
·         at ajourføre deres (grundlæggende) viden om Hald-områdets historie, kulturhistorie mm.
·         at blive inspireret til levende og engagerende formidling, som også kan bruges i mange andre sammenhænge end netop Hald-området

Tid og sted:
Onsdag den 8. marts 2017 kl. 9.00 – 16.00 på Hald Hovedgaard, Ravnsbjergvej 76, 8800 Viborg.

Kursusleder:
Naturvejleder m.m. Jens Frydendal

Tilmelding og pris:
Tilmelding: Senest 24. februar 2017 til mail@jensfrydendal.dk
Deltagerbetaling: 200 kr. inklusiv fortæring og materialer.
Deltagerantal: Max 10 – det bliver et intensivt kursus!

Kort beskrivelse af kursusforløbet:
·         Kaffe og velkomst
·         Forberedelse af individuelle formidlingsøvelser (materiale til øvelsen udleveres på kurset).
·         Fremlæggelse af 5 formidlingsøvelser, inkl. ris og ros fra kursusleder og de øvrige deltagere
·         Frokost
·         Fremlæggelse af 5 formidlingsøvelser, inkl. ris og ros fra kursusleder og de øvrige deltagere
·         Eftermiddagskaffe og kage

Kursuslederen vil efterhånden, som det er relevant, introducere en række formidlingstekniske elementer: f.eks. kontakt til deltagerne, aktivering af deltagerne, brug af sange, ”Chickenfarm-teaching”, autenticitet, og sprog (inkl. kropssprog).

Motto for kursusdagen:
Jeg hører – jeg glemmer
Jeg ser – jeg husker
Jeg arbejder – jeg lærer

mandag den 7. november 2016

Foredrag - Tre generationer Krabbe på Hald








Foredrag ved cand.mag. Karen Elisabeth Stub

Tirsdag den 29. november 2016 kl. 19.30
Hald Hovedgaard

Ravnsbjergvej 76
8800 Viborg

Gratis adgang

Hald Hovedgård har gennem hele sin eksistens haft en meget omskiftelig skæbne. Udover i tidlige tider, hvor den hørte under Kirken eller Kronen, har den sjældent været på samme ejermands hænder i mere end nogle få årtier – men fra midten af 1800-tallet kom Krabbe-slægten til og drev gården i næsten 70 år. 

Alle tre generationer har sat hver deres præg på egnens og Danmarks historie i en tid, der på mange måder skabte fundamentet for det samfund, som vi har i dag De har efterladt en ganske righoldig korrespondance om hvordan de så på de personer og begivenheder, som de mødte i deres liv. Foredraget vil især fokusere på, hvordan de alle tre prægende Hald Hovedgård – hver på deres måde – og hvordan de levede med deres familier på dette sted, som vist er almindeligt anerkendt som en af de smukkeste pletter på Danmarkskortet.
 
Karen Elisabeth Stub, cand.mag. i historie og europæisk etnologi, der i mange år har arbejdet i museums- og arkivverdenen, begyndte i 1991 at interessere sig for Krabbe-familien, da hun arrangerede en udstilling om Christopher Krabbes hustru, malerinden Marie Dorothea. Siden da er det blevet til en lille bog og en del artikler især om den ”mellemste” Krabbe, Christopher, og hans virke som dommer og politiker.

mandag den 10. oktober 2016

Randershus og stalden i Halds borggård


Den flittige slægtsforsker mm. Ole Færch, der har gransket og transkriberet Lensregnskabet fra Hald 1541 - 46 (en udgivelse er på vej), har besøgt å-stedet, Hald III, og foretaget undersøgelser på stedet. Artiklen herunder redegør for det foreløbige resultat af undersøgelserne.

På Julius Eibes kort over opmålingen af voldene på Hald i 1827 står der lidt kryptisk Randershus på området nord for voldene, men der er ikke tegnet nogen bygning her, så Randershus har været et mysterium. Nu viser det sig, at der har stået et Randershus her samt en stald, og fundamenterne  hertil findes endnu under jorden. Hermed føjes en brik til Halds bygningshistorie. Eibes tegning viser området vest og nord for voldene som fast land med stier eller veje, bl.a.  ved kanten af voldene mod vest og nord.

Julius Eibes kort fra 1827

 Ved besøg i foråret 2016 bemærkedes i søbunden ved nordspidsen af borgøen en del tagtegl og murtegl i søbunden nær bredden. Her lå der også 4 store kampesten i noget, der kunne ligne fundamentet under hjørnet af et hus, og der sås en enkelt tilhugget granitkvader.  I efteråret 2016 er det konstateret, at det er et fundament til et hus på ca. 15,5 m x 9,3 m. Supplerende undersøgelser har vist, at der i nærheden er et fundament til et hus på ca. 10 x 28  m. Fundamenterne ligger ikke langt under grøntsværen og kan konstateres ved at prikke lidt ned i jorden. Spørgsmålet er så, hvad de fundne fundamenter er til. Her kan Rigsarkivet hjælpe.
 
Fundamenterne i søkanten
I Rigsarkivet i København findes i Hald lens regnskaber synsforretninger fra årene 1601, 1612, 1637, 1648 og 1662, nemlig når en ny lensmand kom til, og de fortæller detaljeret om bygningerne og deres tilstand, men ikke, hvor de lå. Randershus hørte til borggården, ikke til ladegården. Synsforretningen 1601fortæller, at Randershus var 12 fag langt, 2 lofter højt, meget forfaldent. To lofter højt indebærer, at huset var i tre etager med skrå loft i tredje etage. Ved siden af lå et halvtagshus på 6 fag, tækket med lyng. Stalden ved Randershus var 24 fag lang, gammel, og lofterne var så ringe, at kongens korn ikke kunne lægges der. 1612 fortæller synsforretningen, at Randershus var i bindingsværk med murstensudfyldning og tækket med strå, men støttet med stolper mod øst ud til søen og  i så ringe stand, at den skulle nedtages. Halvtagshuset nævnes igen med lyngtag, nu angivet med bindingsværk med murstensudfyldning. Stalden ved Randershus nævnes ikke 1612 men derimod kornhuset ”for slottet”, 28 fag, sikkert det samme som stalden ved Randershus, men åbenbart udbygget med 4 fag. Kornhuset var to lofter højt. 22 fag havde stråtag og 6 fag havde  stentag og i disse fag var der en skorsten og et kammer på det øverste loft. Kornhuset var også bindingsværk med murstensudfyldning. Både Randershus 12 fag og kornhuset 24 fag blev åbenbart samlet kaldet Randershus. Efter en kongelig ordre af 12. februar 1614 skulle lensmanden nedtage Randershus og bygge et nyt kornhus. Det lille halvtagshus må være forsvundet i den forbindelse. Synsforretningen 1637 nævner Randershus med 29 bindinger, hvilket er 28 fag. Det er det nye kornhus bygget 1614, som nu kaldes Randershus, åbenbart med samme størrelse som det gamle. 22 fag havde stråtag, 6 fag stentag. I de 6 fag var ”rostkammeret”. I huset var der gæstestald og dobbelte kornlofter, altså to lofter højt. 

18. oktober 1648 brændte Randershus med en stor mængde korn, således kongens indkomstkorn 186 tønder rug, 296 tønder byg, 305 tønder havre og 5 skæpper boghvede. Lensmanden fik skade på adskil­lige varer for mere end 500 rdl. som var beslagne vogne og sadler med tilbehør. Ingen vidste, hvordan ilden var opstået, »men ved Guds beskærmelse var slottet blevet skånet ved, at vinden, der først bar lige mod slottet, siden vendte.

Alt peger på, at det fundne fundament 9,3 x 15,5 m er til det Randershus, som 1601 nævnes med 12 fag. Det andet fundament 10 x 28 m er uden tvivl til stalden ved Randershus. Hvor det nye Randershus på 28 fag har stået, kan der foreløbigt kun gættes på, men måske løftes sløret, når Viborg Museum skal lave arkæologiske undersøgelser i sommeren 2017. Et gæt kunne være tættere ved nordvolden, hvilket kunne forklare, at man var bange for, at branden på Randershus 1648 kunne brede sig til bygningerne i borggården.

På nedenstående kort ses, hvordan bygningerne på Hald III kunne tænkes placeret år 1601. Kortet er baseret på den antagelse, at vandstanden i Hald sø lå noget lavere end nu og derved  muliggjorde ladegårdsbygninger på området vest for portbygningen. Af bygningerne udenfor voldanlægget er foreløbigt kun Randershus, nr. 10, og nr. 11, stalden ved Randershus lokaliseret. Dog bemærkes, at der også er fundet et fundament til et hus på ca. 5 x 9 m og nærved et andet hus, hvis udstrækning endnu ikke er konstateret. Alt tyder dog på, at der har været ladegårdsbygninger i området udenfor vindebroen, numrene 1-8 som vist i tegningen.

Skønnet placering af Hald IIIs bygninger 1601
Randershus nævnes allerede 29. juli 1570. Anne Lykke, enke efter lensmand Otte Krumpen på Hald, stævnede på Viborg landsting Corfitz Viffert, lensmand på Hald ang. to af fru Annes karle, som var gået ind i Randershus ”neden for” Hald Slot og havde udtaget en mand, som fru Anne havde fået dømt fredløs. Før de var kommet over broen ”som for Randershus er” med den fredløse mand havde Corfitz Vifferts folk stoppet dem. De var altså ikke kommet over slottets vindebro ved porthuset, hvilket vil sige, at der var to broer ud til slotsøen.  Landstinget frikendte de to mænd, da de ikke havde ”besteget” adelsslot eller volde, hvilket de kunne have mistet livet for efter gårdsretten, men havde eftersøgt den fredløse mand i Randershus udenfor adelsslottets grave og volde, da de havde sluppet den fredløse mand, da slotstjenerne ikke ville tillade dem at tage ham, og da det var forbudt at huse fredløse mænd.

Det mærkelige ord Randershus har ikke noget at gøre med byen Randers, men tolkes som noget, der lå udenfor eller i udkanten – i randen – af f.eks. en by eller et kvarter, her i randen af borggården på Hald.

Ole Færch, Aalborg

tirsdag den 27. september 2016

Præsentation af De Fem Halder - vinderprojektet




Det bliver arkitektfirmaet Erik Brandt Dam og team, der skal stå i spidsen for nytænkningen af formidlingen af De Fem Hald’er ved Viborg. 

Kom og hør hvordan Erik Brandt Dam og Team vil virkeliggøre projektet i løbet af de kommende år.

Det er et gratis arrangement, men tilmelding er nødvendig inden den 2. oktober 2016.

De gratis billetter skal bookes her: 
http://www.visitviborg.dk/booking/14111

De fem Hald’er er det eneste sted i Danmark, hvor man i samme område kan opleve historien fra 1200-tallet og frem til i dag i form af fem markante og velbevarede anlæg som middelalderborge og herregårde. Men indtil nu har der ikke været nogen samlet formidling af områdets ruiner, voldgrave og øvrige kulturspor. Det bliver der lavet om på, når vinderprojektet de kommende år bliver til virkelighed.

torsdag den 22. september 2016

Vitaminer til krop, hoved og mave - guidet tur og brunch på Niels Bugges Kro



Søndag den 2. oktober 2016 kl. 9.30

Vi starter med en vandretur med guide på de fem Halder og slutter med brunch på Niels Bugges Kro.



Mødested: Naturskolen, Ravnsbjergvej 71, 8800 Viborg.
Guide: formand for foreningen De fem Halder, middelalderarkæolog og museumsinspektør ved Viborg Museum, Jesper Hjermind
Pris: pr. person kr. 200,- inkl. brunch, børn under 12 år halv pris.

Tilmelding og betaling:
kako@berlingskemedia.dk
Betales kontant på avisen.
Viborg Stifts Folkeblad,
Vesterbrogade 8, Viborg
Mandag - torsdag kl. 12-16. Fredag kl. 12-14.
Senest onsdag den 28. september

Brunch:

  • Hjemmelavet øko-juice flere slags
  • Hjemmelavet marmelade flere slags
  • Egen bihonning
  • Musli og cereals
  • Frisk frugt, græsk yoghurt med sirup og bær
  • Forskellige grønne salater
  • Økologisk mælk, flere forskellige slags ost
  • Diverse pålæg, sild, røget laks
  • Hønsesalat og rejesalat
  • Hytteost og knækbrød
  • Scramble æg, bacon og brunchpølser
  • Bixemad
  • Pandekager
  • Blødkogte æg
  • Lun leverpostej
  • Morgenkager, hjemmebagt rugbrød og flere forskellige slags lyst brød
  • Kaffe og the

De fem Halder og homePrisen 2016



Ejendomsmæglerkæden home har under navnet "Hald for alle" nomineret Hald-området til homePrisen 2016. "Hald for alle" er nu med i kapløbet om publikumsprisen på 10.000 kroner, der går til den nominering, der har fået flest likes!
Se mere her: http://cliptomize.com/Clipbook/View/332346, og inde på siden kan du klikke på "Like" for oven til højre.