onsdag den 4. september 2013

Middelalderlige borge og deres beboere
- foredragsrække i efteråret 2013



Viborg og Omegns Amatørarkæologer, Hald Ege Samlingen, Dollerup Lokalhistoriske Forening, Historisk Samfund for Viborgegnen, Foreningen De 5 Halder og Hald Ege Kulturforening arranger i fællesskab følgende foredrag i efteråret 2013.

Onsdag d. 25.september kl. 19.30 – Hald Hovedgaard
Middelalderborge i Danmark
Foredrag ved middelalderarkæolog Rikke Agnete Olsen

Onsdag d. 30. oktober kl. 19.30 – Viborg Museums foredragssal, Hjultorvet 4, Viborg
Vordingborg – Danmarks største kongeborg
Foredrag ved Lars Meldgaard Sass Jensen. Middelalderarkæolog ved Aarhus Universitet,Moesgård


Mandag den 11. november 2013 kl: 19.30 - Hald Hovedgaard
De første kendte ejere af Hald: Tyske fyrsteætlinge og dansk middelalders berømteste oprørske stormand, Niels Bugge
Foredrag ved Anders Bøgh, lektor, dr.phil., Aarhus Universitet, Institut for Kultur og Samfund 

Mandag den 18. november kl. 19.30 – Hald Hovedgaard
Beboer på det 3. Hald – Hald Ruin – Biskop Jørgen Friis: Et billede på reformationstiden
Foredrag ved mag.art, dr. theol., redaktør Martin Wangsgaard Jürgensen, Nationalmuseet


Onsdag d. 27. november kl. 19.30 – Hald Hovedgaard
Borge og voldsteder i Viborg kommune
Foredrag ved Jesper Hjermind. Museumsinspektør ved Viborg


Se det fuldt udfoldede program her.

Foredragsrækken er støttet af Folkeuniversitetet og Hald Hovedgaard.
Ved foredrag på Hald Hovedgård serveres en kop kaffe/the i pausen.

Deltagelse er gratis for medlemmer af foreningen De Fem Halder.

torsdag den 20. juni 2013

Teltrejsningen gik godt.

Medlemmer af Foreningen De Fem Halder og af bestyrelsen, samt repræsentanter fra "Helle Mau Jensen og døtres almennyttige fond" trodsede onsdag eftermiddag den 19. juni 2013 vejrudsigten og ikke mindst den silende regn og gennemførte den planlagte "Flot, fælles teltrejsning" (jf. http://www.defemhalder.dk/2013/06/flot-flles-teltrejsning.html).

I tørvejr under en til lejligheden opsat pavillon holdt Foreningens formand, Jesper Hjermind, en lille tale.

Talen gengives herunder krydret af billeder fra den fine eftermiddag.

Det er ved at være lang tid siden Peder Nybo på et bestyrelsesmøde i D5H fortalte at han havde mulighed for få et beløb Helle Mau Jensen og døtres almennyttige fond til D5Hér f.eks. til indkøb af et telt.





 På det tidspunkt diskuterede vi i bestyrelsen ofte et muligt samarbejde med rollerspillerne - altså børn og unge der tager tilbage i historien og lever kæmper som i middelalderen.

Så her passede gaven fint ind. 

Men der gik et stykke tid fra tilsagnet om støtte til teltet kom til Danmark.



De bedste teltfabrikanter er Past Tent i England og her kiggede vi billederne af de mange farvestrålende telte, kopier helt fra romertiden til i forgårs.



Og valget, der skete i samarbejde med rollerspillerne, faldt på en Royal Pavillon - et kongeligt telt.  Stort og rummeligt også til andre arrangementer.

Så vidt så godt. Men så var der lige farverne. Det skulle måske have været sort og violet, som de andre rollespilstelte, men så kunne vi ikke få syet i fireretarded stof, og det var et krav fra de D5H at teltet skulle være brandsikret. Så valget faldt på rød og blåt - og det passer jo fint til et kongeligt telt.




Teltet ankom for nogle uger siden og ganske få dage efter blev jeg ringet op af rollespillerne der spurgte: ”Hvordan gik det engeligt med det telt” - og jeg kunne glad svare: ”Det er kommet og i kan låne det med det samme”.



Så D5H´telet har allerede været i brug til et rollespilsarrangement - og det var jo det der var tanken med teltet.


Til sidst skal der lyde en stor tak til Peder Nybo der formidlede kontakten og Helle Mau Jensen og døtres almennyttige fond der skænkede penge til teltet.


Vi lover at vi vil gøre alt for at det skal blive slidt op ved at blive brugt i mange gode og spændende sammenhænge.


Og så var der kaffe og kage bagefter.






mandag den 10. juni 2013

Flot, fælles teltrejsning



Foreningen De fem Halder har med støtte fra Helle Mau Jensen og døtres almennyttige fond fra Engeland bestilt og modtaget et mageløst historisk telt; en gave, der er sikret med uundværlig hjælp fra den gode Peder Nybo Jensen.

Teltet, der er et såkaldt ”Royal Pavillon” fra firmaet Past Tents, er rødt og blåt og flot og skal selvfølgelig både prøverejses og fejres.

Det gør vi – medlemmer af foreningen De fem Halder og andre der har lyst til at være med (også i foreningen) – onsdag den 19. juni 2013 kl. 16.30.

Program:
Formanden byder velkommen
Teltet pakkes ud
Teltet rejses
Vi får sved på panden
Vi drikker en svalende øl (eller vand)

Tak for i dag (ca. 18.00)

fredag den 24. maj 2013

Foreningens vedtægter


Vedtægter for ”Foreningen De Fem Halder”


§1 Navn
Foreningens navn er ”Foreningen De fem Halder”

§ 2 Hjemsted
Foreningens hjemsted er Viborg Kommune

§ 3 Foreningens formål
Foreningen De Fem Halder har til formål at bevare, formidle og udbrede kendskabet til De Fem Halder samt medvirke til at skabe et mangfoldigt tilbud af oplevelser til gavn for besøgende og det omgivende samfund.

Foreningen vil arbejde for sit formål med respekt for stedets ejere og interessenter.

§ 4 Medlemmer
Som medlem af foreningen kan optages organisationer, institutioner, foreninger, virksomheder og enkelt medlemmer.

Medlemmer er forpligtet til at overholde foreningens vedtægter og leve op til dens bestemmelser.
Bestyrelsen kan beslutte at ekskludere et medlem, som handler i uoverensstemmelse med foreningens formål.

§ 5 Kontingent
Foreningens formål søges fremmet gennem kontingenter, ved frivillige og offentlige bidrag, sponsorater, indtægtsgivende arrangementer o.l.

Kontingentet fastsættes af generalforsamlingen og betales ved regnskabsårets begyndelse.

Foreningens overskud skal bruges til at fremme opfyldelsen af formålsbestemmelsen, og udviklingen af De Fem Halder, blandt andet ved iværksættelse af nye aktiviteter.

§ 6 Generalforsamling
Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed og afholdes hvert år inden udgangen af maj. 

Generalforsamlingen indkaldes ved brev til hvert enkelt medlem eller ved annoncering i de lokale dag- og ugeblade, senest 14 dage forud for generalforsamlingens afholdelse.

På generalforsamlingen skal følgende punkter optages på dagsordenen:

1 Valg af dirigent
2 Formandens beretning om foreningens virke i det forløbende år
3 Fremlæggelse af det reviderede årsrapport til godkendelse
4 Fastsættelse af kontingent for det kommende år
5 Behandling af indkommende forslag
6 Valg til bestyrelsen
7 Valg af suppleant til bestyrelse
8 Valg af revisorer
9 Eventuelt

Indkommende forslag behandles når de skriftligt er formanden i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen.

Alle medlemmer har en stemme og afgørelser afgøres ved simpelt flertal.

Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af et flertal i bestyrelsen, eller når det begæres af mindst 25 % af medlemmerne. Begæringen skal være skriftlig. I sidstnævnte tilfælde skal den ekstraordinære generalforsamling afholdes senest 6 uger efter modtagelsen af begæringen herom. Indkaldelse med angivelse af dagsorden skal finde sted med mindst 4 ugers varsel ved særskilt brev til de enkelte medlemmer.

§ 7 Bestyrelse
Foreningens ledelse varetages af en bestyrelse af indtil 9 medlemmer.

6 bestyrelsesmedlemmer vælges blandt medlemmerne på generalforsamlingen, mens op til 3 kan udpeges af følgende:

1 medlem udpeges af Naturstyrelsen
1 medlem udpeges af Kulturstyrelsen
1 medlem udpeges af Viborg kommune

Bestyrelsesmedlemmer vælges under den ordinære generalforsamling for 2 år ad gangen. 3 bestyrelsesmedlemmer er første år valgt for et år. Det fastsættes ved lodtrækning, hvem der skal afgå efter det første år.

Viborg kommune, Naturstyrelsen og  Kulturstyrelsen fastsætter selv, for hvor lang tid de af dem udpegede bestyrelsesmedlemmer skal sidde i bestyrelsen.

Suppleanten vælges på generalforsamlingen for et år ad gangen.

Bestyrelsen konstituerer sig med formand, næstformand, sekretær og kasserer. Kassereren kan vælges uden for bestyrelsen.

Bestyrelsen fastlægger selv sin forretningsorden

Formanden indkalder til bestyrelsesmøder, der afholdes mindst 3 møder årligt. Mødet skal indkaldes, når mindst et bestyrelsesmøde eller revisoren fremsætter krav herom.

Mødet indkaldes skriftligt med 10 dages varsel.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når over halvdelen af den samlede antal bestyrelsesmedlemmer er til stede.

Afgørelser i bestyrelsen besluttes ved simpelt flertal.

Ved stemmelighed er formandens stemme- og i dennes fravær næstformandens stemme – afgørende.

§ 8 Årsrapport
Foreningens regnskab følger kalenderåret. Den reviderede årsrapport for det foregående år fremlægges for bestyrelsen inden den 15. februar i det efterfølgende år.

Årsrapporten skal udarbejdes i henhold til lovgivningen og revideres af en af bestyrelsen valgt revisor.

§ 9 Tegningsret
Foreningen tegnes af bestyrelsesformanden i forening af et bestyrelsesmedlem eller af tre bestyrelsesmedlemmer i forening.

§ 10 Hæftelse
For foreningens forpligtelser hæftes alene dens formue. For bestyrelsens medlemmer gælder dansk rets almindelige erstatningsregler, men medlemmerne hæfter i øvrigt ikke personligt for foreningens økonomiske forpligtelser.

§ 11 Væsentlige beslutninger
Væsentlige beslutninger såsom optagelse af lån, køb, salg og pantsætning af fast ejendom samt indgåelse og ophævelse af lejekontrakter træffes af bestyrelsen med mindst 2/3 flertal.

§ 12 Vedtægtsændringer
Til ændring af  vedtægter kræves vedtagelse på en generalforsamling med 2/3 af de afgivne stemmer.

§ 13 Ophør
Til foreningens opløsning kræves vedtagelse på en generalforsamling med 2/3 majoritet blandt samtlige medlemmer. Opnås denne majoritet ikke, indkalder bestyrelsen til en ny generalforsamling , på hvilken opløsningen kan vedtages med 2/3 majoritet af de fremmødte medlemmer.

I tilfælde af foreningens opløsning skal dens eventuelle nettoformue anvendes til beslægtede formål efter bestemmelse i bestyrelsen med 2/3 flertal med godkendelse fra generalforsamlingen.

Disse vedtægter træder i kraft den     14. maj 2013.


Som vedtaget på ordinær generalforsamling den 14. maj 2013

Dirigent Peter Rannes                                                                         Formand Jesper Hjermind

torsdag den 2. maj 2013

Generalforsamling II - nu gør vi det nemt

Der er ingen dresscode til generalforsamlingen i Foreningen De fem Hald,
men praktisk tøj kan anbefales ifm. turen rundt til nogle Halder.

Der er indkaldt til generalforsamling i Foreningen De Fem Halder (jf: http://defemhalder.blogspot.dk/2013/04/indkaldelse-til-generalforsamling.html).

For at gøre det nemt både at blive medlem af foreningen og deltage i generalforsamlingen, har vi besluttet, at det er muligt at tegne et medlemsskab til foreningen umiddelbart før mødet.

Dvs. at møder man op med en flot 100 kr. seddel og ønsket om at være med i foreningen, får man både et medlemskab, en hyggelig generalforsamling, en tur rundt til et antal Halder og et varmt måltid mad.

Tilmelding er - af hensyn til maden - nødvendig. Tilmelding senest den 13. maj 2013 på defemhalder@haldhovedgaard.dk eller 86 63 84 10.
.


tirsdag den 30. april 2013

Indkaldelse til generalforsamling


Vorde, 25. april 2013

Hermed indkaldes til ordinær generalforsamling i foreningen De fem Halder



Tirsdag 14. maj 2013 kl. 17.00


på Hald Hovedgaard


1. Valg af dirigent og referent

2. Formandens beretning om foreningens virke i det forløbne år

3. Fremlæggelse af det reviderede årsregnskab til godkendelse

4. Fastsættelse af kontingent for det kommende år

5. Behandling af indkomne forslag
6. Valg til bestyrelsen

7. Valg af revisorer

8. Eventuelt

Indkomne forslag behandles, når de skriftligt er formanden i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen.

Efter generalforsamlingen går vi en tur rundt på De fem Halder - eller så mange, som vi når.

Kl. 19.30 er der middag på Hald Hovedgaard (tilmelding på defemhalder@haldhovedgaard.dk) eller 86 63 84 10..

I håbet om et stort fremmøde og en livlig diskussion.



Jesper Hjermind (jeh@viborg.dk)

Formand

onsdag den 13. marts 2013

De fem Halder ved Viborg kan blive stor turistattraktion



De fem Halder kan udvikles til en stor turistattraktion med moderne formidling og ny tilgængelighed til fortidsminderne. Det vurderer Kulturstyrelsen, Naturstyrelsen og Viborg Kommune, der sammen har fremlagt et udkast til en rammeplan for området.

De Fem Halder ved Viborg er et af de meget betydningsfulde historiske steder i Danmark. I alt fem generationer af borge og herregårde fortæller Danmarks historie fra middelalderen til i dag. Tilmed inden for gåafstand fra hinanden og midt i noget af Danmarks smukkeste natur.

Historien om De Fem Halder er dog ikke kommet helt til sin ret, da der er store krav til beskyttelsen af fortidsminderne og naturen. Men der er alligevel muligheder.

De fem Halders historie kan fortælles bedre
Samarbejdet mellem staten og Viborg Kommune om analysen af området har vist, at der kan laves forandringer til glæde for historieformidlingen uden, at det krænker naturen eller de historiske værdier.

Også selv om området er beskyttet af en lang række bestemmelser, herunder fredning, fortidsmindebeskyttelse, Natura 2000 status og beskyttelse efter Naturbeskyttelseslovens § 3, ligesom dele af arealet er fredskov.
 
Bedre udsigt og parkering
Blandt de idéer, som kan realiseres inden for reglerne, er rekonstruktion af vindebro ved den tredje Hald fra 1500-tallet, ny formidling af alle fortidsminderne i hovedtårnet på Bispens Hald, rydning omkring de tre ældste voldsteder og udsigtsrydninger mellem voldstederne.

Samtidig viser rammeplanen, at der kan skabes et tilstrækkeligt antal parkeringspladser til at servicere en større attraktion.

Det er meningen, at rammeplanen nu skal diskuteres med offentligheden og interessenter sådan, at både nye idéer og synspunkter og rettelser til det allerede skrevne kan indarbejdes i planen.

Foreningen De Fem Halder
Initiativet til at sætte øget fokus på De fem Hald blev taget af taget af fabrikant Peder Nybo Jensen, Viborg, og daværende direktør i Viborg Innovations Fond, Ole Capion. Et af de første skridt var at stifte foreningen De Fem Halder, i hvis regi, der både er opnået økonomisk støtte fra Viborg Kommune, Nordea, Viborg Innovations Fond m.fl. Læs om foreningen andet sted på siden.